Firmapræsentation

Skanderborg IT Service ApS blev stiftet i foråret 2005 og fungerer især som teknisk underleverandør til andre ERP-leverandører både i Danmark og i udlandet. Firmaets primære kompetenceområde er de økonomi- og virksomhedsstyringssystemer, der i sin tid blev udviklet af den danske Damgaard-koncern, og som i dag er en del af Microsofts produktsortiment: Microsoft Dynamics™ AX og Microsoft Dynamics™ XAL.

Skanderborg IT Service ApS er ejet og drevet af mig, Jesper Goll, og fungerer som en praktisk ramme omkring mit arbejde som freelance systemudvikler, technical writer og oversætter. Firmaet har i øjeblikket to ansatte - mig selv og en administrativ medarbejder på deltid.

Siden starten i 2005 har hovedaktiviteten i firmaet været teknisk tunge udviklingsopgaver udført i Dynamics AX - både nyudviklede moduler, tilretninger

til standardsystemet og finpudsning/videreudvikling af moduler og tilretninger udviklet af de ERP-huse, jeg har arbejdet for. Derudover har der været en mindre mængde udvikling i XAL og C5.

De projekter m.v., jeg har deltaget i, er beskrevet i detaljer i mit personlige CV. Aktiviteterne har for det meste ligget i Danmark - i 2008 dog med en enkelt større opgave i England.

Inden jeg blev selvstændig har jeg i en årrække - siden 1980'erne - arbejdet med systemudvikling i forskellige sammenhænge, og jeg har derfor en meget bred erfaring med forskellige systemer og platforme. Desuden har jeg løbende arbejdet med dokumentation og oversættelse, både i forbindelse med softwareudvikling og i anden sammenhæng.

Ind imellem har jeg også løst undervisningsopgaver, specielt vejledning og coaching af "nye" udviklere.

Værdier

Ethvert firma med respekt for sig selv har et værdigrundlag - det har Skanderborg IT Service selvfølgelig også. Her er et forsøg på at sætte det op i punktform:

  • Kun det bedste er godt nok - og i øvrigt er det i reglen også den billigste løsning.
  • Struktureret programmering er et ubetinget gode.
    (På jævnt dansk: Hvis man lader være med at rode, slipper man for at rydde op.)
  • God dokumentation er en besparelse, ikke en ekstraudgift.
  • Vores vigtigste salgsvare er viden. Hvis kunden ikke oplever at der sker en vidensoverførsel, er der noget galt.

Jesper Goll - personligt CV

Da de kompetencer, Skanderborg IT Service leverer, i så høj grad er bundet til én enkelt person, giver det god mening at præsentere dem som et CV - her i PDF-format: CV for Jesper Goll (PDF)